Der har eksisteret et Skyttelaug i Sønderborg siden 1600 tallet.

Lauget blev senere opløst under svenskekrigene omkring år 1700.
I 1732 blev der oprettet et nyt skyttelaug, hvilket blev privilegeret af Christian VI i 1734.
På daværende tidspunkt foregik skydningerne ved Sønderborg Slot.

I 1834 blev lauget privilegeret af Frederik VII.
Der blev opført en skydebane ved Batterivej, der hvor nu Hotel Comwell ligger, den fik navnet “Frederik VII Skydebane”.
Denne epoke sluttede i 1880, da det gamle Skyttelaug grundet manglende interesse blev opløst.

Borgerforeningen i Sønderborg besluttede året efter i 1881 at erhverve klenodierne, kongeskjoldet og Grevinde Danners drikkehorn, som ved opløsningen var overgået til privat eje.
Den gamle skyttelaugsfane blev af Bagermester Otten velvilligt skænket til Borgerforeningen.

Ved samme lejlighed blev besluttet at holde et årligt skydegilde, som skulle være foreningens sommerfornøjelse.
Der blev erhvervet to bøsser, således at medlemmerne straks kunne begynde at indøve deres skydefærdigheder.
Til at varetage de årlige skydninger blev Borgerforeningens første skyttekomite nedsat med følgende personer.

  • Kommis Balzer
  • Købmand P.Knarhøj
  • Høker H.Iversen
  • Købmand J.Behn
  • Bagermester Chr. Otten.

Borgerforeningens Skyttelaug var dannet

Lige siden 1881 har Skyttelauget hvert år, kun afbrudt af krige, arrangeret den årlige skyttefest for Borgerforeningens medlemmer.

I starten foregik skydningerne ved det hedengangne Kathrinelund i Sønderskoven.

Opgaver

Skyttelauget hovedopgave i dag er planlægning af den traditionelle årlige skyttefest med kongeskydning, skyttefrokost samt præmieskydning for damer og herrer.

Desuden holdes der årligt en langdistanceskydning, og sidst på året er der juleskydning med efterfølgende julefrokost.

I dag skydes der kongeskydning på 50 m. elektronisk skydebane tilhørende Sønderborg Skyttekreds på Kær Vestermark.

Præmieskydningen og juleskydningen foregår på 15 m. banen i borgerforeningens klubhus Kulturhuset-Skyttehuset Skovhuse 11.

Medlemsbetingelser

Der kan kun optages mænd i Skyttelauget og de skal være medlem af Borgerforeningen i Sønderborg

Medlemmet skal være rekrut i mindst eet år, med deltagelse i en Skyttefest, inden endelig optagelse kan finde sted.                                         

Medlemmerne forpligter sig til at udføre de opgaver der pålægges dem, samt vise respekt og ærbødighed for Skyttelaugets gamle traditioner og holde disse i hævd ved personlig fremmøde og aktiv deltagelse i Laugets arrangementer.

Medlemmerne betaler et særskilt årligt kontingent til Skyttelauget, til dækning af udgifter i forbindelse med Laugets arbejde.

Skyttebrødrene uniform består af: Sort smoking med sort høj hat, sorte strømper og sko, samt hvide handsker og hvid skjorte med sort butterfly.
Uniformen bæres altid ved skyttefesten og andre festlige lejligheder.

Ved optagelse i Skyttelauget får skyttebrødrene udleveret rekrutmedalje og paradegevær af træ, som forsynes med en sølvplade med navn og årstal.

Efter et års tro tjeneste udleveres laugsmedalje, og løbende kan der tildeles diverse hædersmedaljer.

Skyttebrødrene er under kommando af kommandøren, som bærer sabel.

Siden er opdateret august 2017